Du er havnet hos Kennel Tumbarumba, Jill og Bennys hundehus på Skovvejen.
Vi hedder Jill Grenaae og Benny Hermansen, og hunde har været vores hobby i snart mange år. Først med opdræt og udstilling af Australsk terrier, og siden, igennem snart tredive år, med retrievere.
Vores første retriever var en dejlig Golden ved navn Ida, som indtog Skovvejen med en overflod af selvtillid og lækkert hår. Det var Jills ambition at træne retrieverarbejde med hende, men da Ida ikke var helt enig i, at dummyer og døde fugle skulle puttes i munden, og bæres hjem, måtte de ambitioner lægges på hylden, og Ida forfremmes til lydighedshund og legekammerat. En rolle hun udfyldte til perfektion, indtil hun forlod os, mæt af dage, og efterlod matriklen i landesorg.
Inden da havde vi dog anskaffet en labradorhan, Lille Udstrup's Joe Mango. Jills ønske om en apporterende træningsmakker spøgte stadig, og det blev i den grad opfyldt med Mango, den dejligste, mest arbejdsglade og samarbejdsvillige ven, man kunne ønske sig. Han var definitionen af en "soul mate", og med ham blev vi ramt af den uhelbredelige lidelse "the labrador bug". Det er med labber som med kartoffelchips, man kan bare ikke nøjes med en, og snart kom flere til, hver med deres personlighed og evner, men alle med det lyse labradorsind og troen på, at alle er deres bedste ven…..og resten, ja det er en lang labradorhistorie.
Ud over træning og sjov og ballade med hundene, har vi også et mindre opdræt af Labrador under Dansk Kennel Klub. Vi opdrætter ca. et kuld om året, hovedsaglig når vi gerne selv vil beholde en hvalp, og Jill er uddannet opdrætter i Dansk Kennel Klub, hvor hun har taget den udvidede opdrætteruddannelse, den såkaldte Hundeholderuddannelse. Der ud over er Jill også aktiv som instruktør og brugsprøvedommer i Dansk Retriever Klub med base i Region Midtsjælland. Hun er uddannet grund-, markprøve- og nose workinstruktør i Dansk Retriever Klub, Jagthundeinstruktør i Danmarks Jægerforbund, har efteruddannelse som jagthundeinstruktør v/Sanne Ammitzbøll samt en lang række af andre kurser indenfor retrievertræning og hundeadfærd.
